Den førende by på Spaniens Costablanca - kyst

20-Januar-2015

Allicante

Den førende by på Spaniens Costa Blanca-kyst mod Middelhavet rummer alle ingredienser til en ferie af høj kvalitet – uanset om man er til opdagelse, afslapning eller begge dele

AF JESPER MØLLER, Borsen Weekend

Udsigten er som taget ud af en turistbrochure, og det er mere end svært at løsrive sig. Foran os ligger stribevis af luksuriøse lystbåde i den store marina, og i baggrunden troner en enorm borg majestætisk og dramatisk på toppen af en gråbrun klippe.

Velkommen til Alicante, hovedbyen på den sydspanske kyststrækning Costa Blanca ved Middelhavet. Byen er i de seneste par år er blevet stadig mere populær blandt danske rejsende – blandt andet på grund af flere nye, direkte flyruter.

Ud over et herligt klima med en af Europas bedste solstatistikker byder Alicante på et utal af interessante attraktioner. Et godt sted at starte er Santa Bárbara-borgen, der ligger på toppen af den 166 meter høje klippe Benacantil. Den gamle borg er byens vartegn og usædvanlig velbevaret. Udsigten herfra giver den førstegangsbesøgende et glimrende overblik over Alicante.

Turen op til borgen gøres lettest i bil eller den til formålet opførte elevator. På vej ned igen er det en fornøjelse at slentre til fods.

I bunden lander man i den gamle bydel El Barrio. Sørg for at opleve kvarteret Santa Cruz, der er byens ældste og mest maleriske. Her kommer ikke mange turister, og børnene leger uforstyrret i de snævre, brostensbelagte gader, hvor vasketøjet duver mellem husene.

Arkitektoniske perler

Den øvrige del af El Barrio er knap så uforstyrret, men stadig dejlig at spadsere i. Her findes de fleste af byens seværdigheder, for eksempel den historiske Santa Maria-kirke og katedralen San Nicholas, to af Alicantes mest markante arkitektoniske perler. På den gamle barokpalads, der rummer byens rådhus, finder man den såkaldte nul meter-sten, hvorfra højder på bygninger og bjerge overalt i Spanien måles.

Alicantes status som hovedby på Costa Blanca sætter sit præg på seværdighederne. Her findes regionens førende museer, for eksempel Maca, et museum for moderne kunst indrettet i en over 300 år gammel og smukt renoveret tidligere lagerbygning. Maca byder på verdenskendte værker af blandt andre Pablo Picasso, Salvador Dali og Joan Miró.

Alicante er såvel en handelsby, turistby som admi

nistrativt centrum. Derfor er publikum ganske blandet, og det er på sin vis behageligt, at der ikke er tale om en ren turistby. Netop fordi Alicante har flere erhvervsmæssige ben at stå på, har den ikke været så hårdt ramt af den økonomiske krise som mange andre byer i Spanien.

Er blevet turistmagnet

Hvis man regner forstæderne med, har Alicante omkring 300.000 indbyggere, og det er først i de senere årtier, at byen også har udviklet sig til en turistmagnet.

Det skyldes blandt andet, at Alicante som en af få storbyer i Europa har en lang og ganske glimrende strand helt inde ved centrum af byen. Få minutters gang fra El Barrio ligger således den næsten en kilometer lange Playa de Postiguet.

Strand og storbyliv

Trods sin beliggenhed har Playa de Postiguet ganske rent badevand og tilmed lækkert finkornet sand. Muligheden for at nyde interessant storbyliv den ene dag og gå på stranden den næste er et af Alicantes største aktiver.

En ung kvinde iklædt sit stiveste puds spiller klassiske melodier på sin blokfløjte, mens en ung Bruce Spring- steen-lookalike med viltert hår synger rocksange mindre

end hundrede meter derfra. De to konkurrerer om det forbipassende publikums gunst og småmønter, og heldigvis er der gevinst til dem begge.

Vi befinder os på Alicantes måske mest stemningsfulde adresse – i hvert fald i aftentimerne – Explanada de España. Byens brede palmepromenade er belagt med 6,6 millioner små marmorfliser, hvis mønster forestiller de bølger, der uophørligt slår ind mod molerne ikke langt derfra.

Ved aftenstide er promenaden et leben af lokale og turister samt gøglere, musikere og andre optrædende. I den ene ende lokker en række boder de købesyge. Længere nede har en række restauranter front ud mod promenaden.

Explanada de España løber parallelt med den store marina, der tiltrækker sejlere fra hele verden. Bådenes kvalitet og prisklasse er absolut i den øvre ende, og det samme gælder de krydstogtskibe, der jævnligt anløber byen.

En god aftentur starter på Explanada de España og fortsætter ned i marinaen. Her ligger en stribe fiskerestauranter, og udsigten op til borgen, der om aftenen er oplyst, er mindst lige så god som i dagtimerne.

Alt i alt er der meget at komme efter i Alicante. Historiske mesterværker, spændende museer, en dejlig strand samt et suverænt klima. Der er noget for enhver smag i den alsidige by.

Børsen Weekend var inviteret af Costa Blancas turistkontor.